Fishfinder definition
En fishfinder er en avanceret form for ekkolod (sonar) som på en skærm viser dybde samt fisk og andre objekter som befinder sig under båden.
En samlet pakke med en Fishfinder består typisk af:
- Skærmenhed
- Transducer med kabel – placeres under vandlinien og udsender lydimpulser.
- Strømkabel til 12 volt
- Monteringsbeslag – typisk en bøjle.
- Kabler til sammenkobling med andre marineinstrumenter (nmea2000 / nmea0183)
Skærmen placeres hvor det let kan ses under sejlads. Det kan f.eks. være på styrepulten med det medfølgende bøjlebeslag eller den kan indbygges i skottet.
Transduceren er selve senderen eller svingeren som den ofte kaldes. En transducer placeres under vandlinien og udsender de lydbølger som Fishfinderen omsætter til et læseligt billede. Fra transduceren trækkes et kabel til displayet. (læs mere om transducere under menupunktet ”Transducer”)
Strømkablet forbindes til bådens batteri. Hvis der på båden er forskellige batterier til start og forbrug bør fishfinderen forbindes til bådens forbrugsbatteri. En fishfinder bruger dog forholdsvis lidt strøm og kan uden problemer forbindes til motorbådes startbatteri hvis der ikke er et egentligt forbrugsbatteri til rådighed.
Standard montering af fishfinder på bøjle med hækmonteret transducer
Ekkoet
En elektrisk impuls udsendes fra skærmenheden og omdannes i transduceren til en lydbølge som udsendes gennem vandet. Når denne bølge rammer et objekt reflekteres den. Når ekkoet rammer transduceren konverteres det tilbage et elektrisk signal som forstærkes og sendes tilbage til skærmenheden. Eftersom lydens hastighed gennem vand er konstant (ca. 1460 m/s) kan tiden mellem det udsendte signal og ekkoet måles og distancen til objekterne i vandet beregnes.
Afstanden til objekter i vandet beregnes ud fra tidsforskel mellem udsendt signal og modtaget ekko. Kilde: Lowrance.
Fra ekkoer til billede
Det signal som returneres fra transduceren bliver vist på skærmen som en tynd lodret streg. For hvert nyt signal som modtages og vises vil afbildningerne fra de tidligere ekkoer blive rykket mod venstre. På den måde kan man danne sig et indtryk af hvad der befinder sig lige under båden samt kan danne sig et billede af de fisk og strukturer som man tidligere har passeret.
Nogle fishfindes er udstyret med en såkaldt A-scope funktion som i ”real time” viser det modtagne signal. Med andre ord kan man se hvad som befinder sig under båden nu og her på A-scope billedet eller yderst til højre på det almindelige skærmbillede, mens resten er historik over det som allerede er passeret.
Fishfinder med A-scope